Trine Schmidt og Julie Leth sikrede Danmark sæsonens anden World Cup-guldmedalje i parløb, da de i suveræn stil vandt tredje afdeling på banen i Hongkong - dermed fører de danske kvinder også den olympiske kvalifikationsrangliste.

Amalie Dideriksen og Julie Leth har i år både vundet EM- og World Cup-guld i parløb, men i Hongkong viste Trine Schmidt, at de danske kvinder er leveringsdygtige i internationale topresultater i flere konstellationer, og det er godt nyt for landstræner Mathias Møller Nielsen frem mod VM og OL. 

Trine Schmidt og Julie Leth kørte et fremragende løb, hvor de lagde ud med at vinde den første spurt og i virkeligheden aldrig så sig tilbage - gennem hele løbet syntes det danske par at have det store overblik på banen og fuldstændig styr på konkurrenterne.

Løbet blev kørt over 120 omgange med 12 spurter, og de danske kvinder formåede at hente point i otte af spurterne. 31 point blev det til i alt - syv flere end newzealænderne Nicole Shields og Jessie Hodge på andenpladsen og 13 flere end Italiens Vittoria Guazzini og Chiara Consonni på tredjepladsen.

Triumfen betyder, at Danmark nu fører den samlede World Cup og den olympiske kvalifikationsrangliste - og med cirka tre måneder til VM ser de danske OL-muligheder meget lovende ud.