DEMIN Cup er dansk cykelsports superliga.

DEMIN Cup 2019 omfatter blandt andet den store danske klassiker GP Herning, og cuppen består af fire afdelinger, hvor de bedste danske hold kører om den samlede sejr. Efter hvert løb bliver der givet point til de 20 bedst placerede ryttere - og rytteren med flest point efter de fire afdelinger vinder DEMIN Cup 2019.

Cuppen består af fire endagsløb og er samtidig udstillingsvindue for de mange talentfulde danske ryttere, der håber på at opnå landsholdsudtagelse.

Jacob Moe Rasmussen og Nicolai Bo Larsen har rekorden med tre samlede sejre, og blandt de tidligere vindere finder man også prominente navne som Michael Carbel og ikke mindst Magnus Cort, der vandt i 2014.

DEMIN Cup har deltagelse af mange talentfulde ryttere, som de danske teams både nyder godt af og har været med til at skabe - og derfor er der altid tale om cykelløb på meget højt niveau med nogle af de kommende danske stjerner.