Kraftcentrenes økonomi
Danmarks Cykle Union dækker udgifterne til aflønning af kraftcentertrænerne, og der er ikke egenbetaling for deltagelse på kraftcentertræningerne.
Kraftcenterets styregruppe
Styregruppen er det overordnet ansvarlige organ, som udstikker den strategiske retning for kraftcenterkonceptet, og som er tovholder på, at kraftcenterformålene efterleves. Det er også styregruppen, som godkender arbejdsgruppens arbejde og sammensætning.
Medlemmer af styregruppen:
- Danmarks Cykle Unions elitechef (styregruppeansvarlig)
- Danmarks Cykle Unions landstræner, BMX (overordnet kraftcenteransvarlig)
- Københavns BMX Klubs Talent & Elite ansvarlige
- Randers BMX´s formand
- Team Copenhagens idrætskonsulent
- Randers Kommunes eliteidrætskonsulent
- Team Danmarks sports manager med ansvar for cykelsporten
Styregruppen mødes to gange årligt på den styregruppeansvarliges initiativ. Det første møde finder sted før starten på kraftcentersæsonen, og her præsenterer arbejdsgruppen planen for den kommende kraftcentersæson med henblik på styregruppens godkendelse. Det andet møde finder sted efter kraftcentersæsonens afslutning, og her præsenterer arbejdsgruppen sin evaluering af den kraftcentersæson, som netop er afsluttet.
Kraftcenterets arbejdsgruppe
Arbejdsgruppen er det sportsligt ansvarlige organ i kraftcenterorganisationen. Arbejdsgruppen sammensætter kraftcenterkalenderen, laver den overordnede træningsplan, godkender ændringer i kraftcenterryttergrupperne samt sikrer, at kraftcentertræningerne fortløbende er i tråd med det Aldersrelaterede Træningskoncept (ATK) og det ungdoms- og elitelandsholdarbejde, som Danmarks Cykle Union står for.
Medlemmer af arbejdsgruppen:
- DCU´s landstræner, BMX (kraftcenteransvarlig og arbejdsgruppeformand)
- Københavns BMX Klubs kraftcentertræner
- Randers BMX´s kraftcentertræner
Arbejdsgruppen mødes to gange årligt. Det første møde finder sted, kort før kraftcentersæsonen starter, og før det første styregruppemøde afholdes. Den overordnede kalender- og træningsplanlægning, ændringer i kraftcentertrænergruppen og udtagelse af ryttere vendes på dette møde, så der ligger en plan klar til præsentation på det efterfølgende styregruppemøde. Det andet møde finder sted, når kraftcentersæsonen er afsluttet og inden det andet styregruppemøde. Her evalueres den afsluttede sæson, hvorefter evalueringen efterfølgende præsenteres på det andet styregruppemøde. Det er Danmarks Cykle Unions BMX-landstræner, som er ansvarlig for indkaldelse til møder i arbejdsgruppen.
Det er også arbejdsgruppen, der, i samråd med Danmarks Cykle Unions elitechef, eventuelt indstiller kraftcentertrænere til DCU/DIF træneruddannelserne.
Udtagelse af ryttere til kraftcentrene
Det er Danmarks Cykle Unions BMX-landstræner, der er overordnet ansvarlig for udtagelsen af rytterne til kraftcentertrupperne. Idet den enkelte klub kan indstille ryttere til vurdering til kraftcentertrænerne, som sammen med BMX-landstræneren derefter sammensætter trupperne. Ryttere der udtages til kraftcentertræningerne udtages i marts, inden kraftcentersæsonen starter.
Kraftcenterrytterne er for ryttere, som er 15 år eller ældre, og udtagelserne bygger på en helhedsvurdering, som foruden resultater bl.a. medtager fysiske, motoriske og psykologiske potentialer.
Kraftcentertrænerne
Kraftcentertrænerne har ansvaret for, at de ugentlige træningspas på kraftcentrene tager udgangspunkt i og følger de retningslinjer og den træningsplan, som arbejdsgruppen har udarbejdet. Kraftcentertrænerne står dermed med det praktiske ansvar for den regionale talentudvikling samt for at introducere rytterne til de træningsmetoder og arbejdsgange, der er på de danske ungdoms- og elitelandshold.
Kraftcentertrænerne er til stede ved alle kraftcentertræningspassene, mens Danmarks Cykle Unions BMX-landstræner deltager under udvalgte træningspas.
Når det skønnes formålstjenligt, deltager kraftcentertrænerne i Talentgruppens træningssamlinger med en praktisk træneropgave og/eller som observatører. Kraftcentertrænernes tilstedeværelse i forbindelse med disse aktiviteter skal sikre den råde tråd fra ungdomslandsholdarbejdet til kraftcenterarbejdet. Og derudover skal tilstedeværelsen bidrage til den enkelte kraftcentertræners kompetenceudvikling.
Træningsniveauer
Det samlede talentudviklingsarbejde i dansk BMX bygger på en fælles forståelse af, hvad der skal til på de enkelte trin i talentudviklingsprogrammet. Denne fælles forståelse er sat i ramme ved hjælp af en definition af de fem trin/niveauer, som talentudviklingsprogrammet bygger på. Den fælles referenceramme ser således ud:
Step 1 – Klubtræning
På dette indledende trin foregår den daglige, basale klubtræning for klubbernes medlemmer. Træningen varetages af klubbens egne trænere med fokus på udvikling af basale tekniske færdigheder samt i høj grad på rytternes glæde og trivsel. Det er også allerede på dette niveau, at den lokale identificering af ryttere med et særligt udviklingspotentiale påbegyndes.
Step 2 – Regionstræning
Regionstræningen er et supplement til rytternes daglige klubtræning, og skal være med til at fastholde og motivere ryttere, som har lyst til at deltage i mere end de lokale klubtræninger. Regionstræningerne er for ryttere i alderen 10 til 14 år, og der afvikles seks årlige træningsdage fordelt i tre geografiske regioner. Regionstræneren er den samme i alle regioner, hvilket understøtter ønsket om en ensartet træningsstruktur. Fokus er fortsat på basale færdigheder, krydret med enkelte yderligere udfordringer sammenlignet med den daglige klubtræning.
Step 3 – Kraftcentertræning
Kraftcentertræningerne er for udvalgte ryttere i alderen fra 15 år og opefter. På disse træninger fokuseres på tekniske og konkurrencerelaterede færdigheder, og træningen varetages af kraftcentertrænere, som arrangerer træninger én gang ugentligt i sommerhalvåret. På kraftcentrene foretages løbende identifikation af ryttere med potentiale til udtagelse til Talentgruppen. Kraftcentertrænerne skal være på minimum diplomtræneruddannelsesniveau.
Step 4 – Talentgruppe
Talentgruppen er at sammenligne med et ungdomslandshold, og er dermed for udvalgte ryttere i alderen 15 til 18 år. Talentgruppetræningerne fokuserer på konkurrencetræning indeholdende tekniske, taktiske og fysiske elementer. Træningerne varetages af Danmarks Cykle Unions træner(e), og rytterne tilbydes individuel sparring samt fuldt træningsprogram som supplement til træningerne. Træningerne afholdes løbende og på forskellige baner i løbet af hele året. Udover de hjemlige træningsdage afvikles én gang årligt en international træningslejr.
Step 5 – Elitelandshold
På elitelandsholdet arbejdes der målrettet og ud fra en nøje tilrettelagt og individuel årsplan. Alle ryttere på landsholdet har Danmarks Cykle Unions BMX-landstræner som deres personlige træner. Rytterne repræsenterer en lokal klub, og er derudover knyttet til Danmarks Cykle Unions Nationale Træningscenter, hvor de dagligt træner. Enkelte ryttere kan dog være bosiddende i deres lokalområde. Den enkelte rytters private situation inkluderende uddannelses- og arbejdsforhold er et fokuspunkt på dette niveau, hvor rytterne arbejder med stor træningsmængde, mange rejsedage samt heraf følgende behov for restitution.