Dansk BMX-landshold klar til VM i Brisbane
Fra den 18.-26. juli danner Sleeman Sports Complex i Brisbane, Australien, rammen om verdensmesterskaberne i BMX Racing. Her står det danske landshold klar til at kæmpe om regnbuestriberne mod verdens bedste ryttere.
Trods en udfordrende optakt, hvor landsholdet har måttet undvære to stærke profiler, ser landstræneren frem mod mesterskaberne med optimisme.
"Vi har desværre mistet to af vores dygtige ryttere, som kunne have gjort det rigtig godt down under. Heldigvis er det to talentfulde unge herrer, så jeg er ikke nervøs for, at de kommer stærkt tilbage. Ellers ser jeg frem til VM, hvor vi stiller med et stærkt hold," fortæller landstræneren.
Det danske hold får sin første træning på VM-banen mandag, inden verdensmesterskaberne skydes i gang og løber frem til søndag.
Danmark stiller samtidig med en historisk stor kvote til årets verdensmesterskaber. I alt råder Danmark over 21 startpladser, hvilket er et resultat af flotte placeringer på nationernes verdensrangliste – særligt i Women Elite, Men Elite og Men U23. Derudover er Malene Kejlstrup og Magnus Dyhre direkte kvalificeret til VM, efter begge sluttede i top-8 på verdensranglisten pr. 31. december 2025.
Den danske VM-trup
Elite
Malene Kejlstrup – Women Elite
Jakob Sardag – Men Elite
Magnus Dyhre – Men Elite
U23
Bolette Schlütter – Women U23
Rasmus Riise – Men U23
Jonas Idskov – Men U23
Vi ønsker hele den danske VM-trup held og lykke ved verdensmesterskaberne i Brisbane og ser frem til at følge deres jagt på stærke danske resultater på verdens største BMX-scene.

