Gå til hoved-indhold

Rollen som flagpost

Har du lyst til at komme helt tæt på cykelsporten og være en del af oplevelsen på ruten? Så er rollen som flagpost en oplagt mulighed.

Som flagpost bliver du en del af det hold, der er med til at få cykelløbet til at glide på dagen. Du står placeret langs ruten – typisk ved vejkryds eller andre nøglepunkter – hvor du hjælper med at skabe overblik for både trafikanter og publikum.

Dine opgaver er enkle og overskuelige:

  • Vise vej med dit flag, når rytterne nærmer sig
  • Informere bilister og tilskuere om, at der kommer ryttere
  • Give bilister en idé om, hvornår vejen åbner igen

Det er vigtigt at understrege, at du som flagpost ikke regulerer trafikken. Din rolle er at informere og skabe overblik – selve trafikreguleringen håndteres af uddannet personale og officials.

Du behøver ikke have erfaring med cykelløb for at være med. Den lokale cykelklub sørger for, at du får en grundig introduktion, så du føler dig tryg i opgaven. Du vil få udleveret det nødvendige udstyr som fx flag, vest, kontaktinfo og evt. kort, så du er godt klædt på til dagen.

En vagt varer typisk et par timer, og du får en unik mulighed for at opleve stemningen og suset helt tæt på rytterne. Samtidig bliver du en del af et fællesskab, hvor man hjælper hinanden og er med til at skabe en god oplevelse for alle omkring løbet.

Uanset om du kommer alene, med venner eller som en del af en klub, er der brug for dig. Din indsats er med til at få det hele til at hænge sammen!

Lyder det som noget for dig, så kan du med fordel række ud til din lokale cykelklub eller kontakte DCU’s frivillighedskonsulent på: rasmusaskov@cyklingdanmark.dk