Tid til EM i BMX – Landsholdet er klar
BMX-sæsonen er for alvor i gang, og med to gode World Cups og en god European Cup fra foråret i bagagen er det nu tid til at rette fokus mod EM i Frankrig.
Vores danske BMX-ryttere har i de første fire afdelinger af World Cup’en vist de rød-hvide farver flot frem på den højeste hylde, hvor vi på tværs af køn- og alderskategorier har haft danskere i finaleheatet fire gange.
World Cup’en bliver for en stund lagt til side, da der er den kommende weekend skal køres om de eftertragtede EM-titler i Frankrig. EM bliver denne gang afholdt i Sarrians, der også lagde bane til årets to første afdelinger i årets World Cup i starten af juni. Her kørte Malene Kejlstrup sit bedste World Cup-resultat til dato, da hun tog en flot andenplads, hvorfor der er gode danske minder fra Sarrians.
Landstræner Klaus Bøgh Bonde ser frem til weekendens EM, hvor han i sin udtagelse af ryttere har lagt vægt på den nuværende form og formkurve.
”Jeg ser meget frem til EM i Sarrians. Det er et stærkt dansk hold, vi sender til Frankrig. Gældende for størstedelen af rytterne er, at de primært er valgt ud fra, hvordan de kørte i foråret til European Cup men også de seneste uger i World Cup’en.
Vi har her i starten af World Cup’en fået bekræftet, at vores danske ryttere er det rigtige sted. De kører stærkt, og vi har på tværs af tre kategorier med fire forskellige ryttere lavet finale på vores World Cup-tur. Og det er jo et vidne om, at vi kan være med blandt verdens bedste, når vi rammer topniveauet.
Så vi tager selvfølgelig til EM med en forhåbning om, at vi kan ramme vores allerbedste og sætte hurtige tider. Banen kender de fleste, da vi var der til de første to afdelinger i World Cup’en, så det bliver helt sikkert spændende. Vi tager til EM med oprejst pande og glæder os til at konkurrere på den største europæiske scene.”
Landsholdet til EM 2026 i Sarrians er:
Elite woman: Malene Kejlstrup
U23 woman: Bolette Schlütter
Junior woman: Ida Østergaard
Elite men: Magnus Dyhre - Jakob Sardag
U23 men: Jonas Idskov - Rasmus Simonsen
Junior men: William Garner - Jeppe Kejlstrup

