Gå til hoved-indhold

BMX-landsholdet klar til fire World Cup-afdelinger i Kina

25.09.2026
  • 1 af 1

Efter en længere pause siden VM er det danske BMX-landshold klar til igen at tage hul på World Cuppen. Denne gang går turen til Kina, hvor fire afdelinger venter over to weekender i oktober.

Første stop er Mentougou i Beijing, hvor der køres World Cup den 3. og 4. oktober. Weekenden efter fortsætter serien i Chongli, Zhangjiakou, hvor yderligere to afdelinger afvikles den 10. og 11. oktober.

De fire afdelinger i Kina får ekstra betydning, da de markerer starten på kvalifikationsperioden frem mod OL i Los Angeles 2028.

Landstræner Klaus Bøgh havde dog gerne set et stærkere dansk udgangspunkt inden turen til Kina. Det danske landshold er i øjeblikket lidt skadesramt, og med tre ryttere ude med skader stiller Danmark derfor med en reduceret trup til de fire afdelinger.

I Herre U23 stiller Jonas Idskov til start, mens Jakob Sardag og Magnus Dyhre repræsenterer Danmark i Herre Elite.

Bolette Schlüter er ligeledes udtaget til de kinesiske World Cup-afdelinger i Kvinde U23-klassen.

Trods skadessituationen venter der fire vigtige løbsdage for de danske ryttere, når jagten på World Cup-resultater og point frem mod Los Angeles 2028 begynder i Kina.

Den danske trup

Herre U23
Jonas Idskov

Herre Elite
Jakob Sardag
Magnus Dyhre

Kvinde U23
Bolette Schlüter

World Cuppen i Mentougou køres den 3.-4. oktober, mens afdelingerne i Chongli følger den 10.-11. oktober.

Tilbage