Gå til hoved-indhold

Søndag er der finale i Demin, Ladies og Uno-X Cup

26.09.2022
  • 1 af 1
    Foto: Klaus Hestkjær
Fjerde og sidste afdeling af Demin, Ladies og Uno-X Cup køres på søndag i Mørkøv ved Holbæk og kan dermed betegnes som sæsonafslutningen for landevejsløb i Danmark.
Den store finale arrangeres af Holbæk Cykle Ring, hvor rytterne skal prøve kræfter med en 25,8 km rundstrækning. Ruten er teknisk svær og køres på mindre veje, hvor det går op og ned det meste af dagen - dog uden at, at ruten er knaldhård. I dette efterårsvejr, hvor løvet skifter farve og vinden rusker i trækronerne, kan sidevind komme til at splitte feltet. Sidste år blev der dog også kørt i Mørkøv, hvor feltet kom samlet hjem. Eliteherrerne i Denim cuppen starter kl. 12.38 og skal køre ikke mindre end syv omgange, i alt 180,6 km, inden dagens sejrherre kan træde op på podiet. I den samlede stilling fører Adam Holm Jørgensen fra BHS-PL Beton Bornholm stadig Demin Cup med syv point, og dermed er han favorit til at løbe med den samlede sejr. Han skal dog have et vågent øje på Frederik Muff (Team coloQuick), Andreas Brandt Aidel (Herning CK Elite Biemme Danmark), Dennis Lock (Carnovali Rime Sias) og Nicklas Pedersen (Team Bache-JS.dk), som har hægtet sig godt fast på Adam Holm Jørgensens baghjul. Kvinderne i Ladies Cup skal køre fire omgange, som udgør 103,2 km, og de skal altså tidligt op på søndag, da starten allerede går kl. 9.09. Mia Sofie Rützou fra Team Nyt Syn powered by Fialla - Dame fører i den samlede stilling med et enkelt point ned til sidste års vinder Marita Jensen fra Team ABC Dame Elite, og de er begge favoritter til at tage førertrøjen med hjem. For Rützou er det hendes gennembrud på den nationale scene. Mens Rützou og Jensen kæmper om den gule førertrøje, sidder den hvide ungdomstrøje på skuldrene af Solbjørk Minke Anderson fra Team RYTGER powered by Carl Ras Junior, da hun er den bedst placerede U19-rytter i klassementet. Der skal køres fem omgange, svarende til 129 km, når U19-herrerne tager hul på sidste afdeling af Uno-X Cup kl. 12.49. Den samlede stilling domineres af holdkammeraterne Kristian Egholm (juniordanmarksmester i enkeltstart) og Henrik Breiner Pedersen (juniordanmarksmester i linjeløb) fra Team NPV - Carl Ras, Roskilde Junior, som begge har 52 point. Skal nogen fravriste dem sejren, er det bedste bud Anders vos Sørensen (Team Mascot WorkWear), selvom det ser svært ud for ham. Team NPV - Carl Ras, Roskilde Junior fører også holdkonkurrencen foran Herning CK Junior Biemme Danmark og Team Bache Advokater CEC Junior. Hos juniorherrerne bliver der også uddelt en ungdomstrøje til den førende førsteårs-juniorrytter, som efter de første tre afdelinger er Mads Schultz Jørgensen fra Team Fri BikeShop - Zealand Cycling Junior. Hvem der endeligt løber med de prestigefyldte trøjer, må vi se på søndag, når det hele bliver afgjort i Mørkøv. Find ruten og læs mere her.
Tilbage