Det er endelig blevet tid til cyklecross
29.09.2022
Landevejssæsonen er ved at være slut, men det betyder bestemt ikke, at der ikke er flere cykelløb at glæde sig til. Den 8.-9. oktober er der nemlig dobbelt løbsweekend i cyklecross i Roskilde.
Det er blevet efterår. Mange mennesker rykker indenfor og glæder sig, til forårssæsonen begynder. Der er dog heldigvis også en del cykelentusiaster, der elsker, når det ustadige efterårsvejr gør det muligt at fræse gennem mudderet til cyklecrossløb - og nu begynder sæsonen endelig!
Skrænten CC og Johnny Cash Cykelklub arrangerer en løbsweekend med cyklecross i Milen bag Roskilde Dyrskueplads den 8.-9. oktober. Lørdag gælder det første afdeling af den nationale crosscup, mens det søndag er et af vinterens DCU-løb. Der køres på en bane med græs, grus og en smule asfalt, og banen betegnes som hård, men ikke svær. Alle kan derfor være med, uanset hvor meget erfaring man har.
Bliver det ikke lidt ensformigt at køre på den samme bane to dage i træk? Nej, bestemt ikke! Søndag kører man nemlig banen modsat den vej, der bliver kørt lørdag. På den måde bliver en skrænt pludselig en nedkørsel, og banen bliver en helt anden. Der er derfor to gode muligheder for at teste benene og teknikken af i sæsonens to første løb.
Begge dage kan man tilmelde sig motionsklassen, hvor man ikke behøver licens. Har du lyst til at afprøve, om cyklecross er noget for dig, er der derfor en gylden mulighed for at teste det af. Du kan endda køre på din mountainbike, hvis du ikke har en crosscykel.
Har du ikke selv lyst til at hoppe på cyklen, kan du som tilskuer finde det bedste overblik over banen, hvis du stiller dig på en af højene. Her har du fuldt udsyn over hele banen, så du kan følge din yndlingsrytter hele tiden.
Du kan læse mere om de to løb og tilmelde dig her:
Lørdag: https://www.sportstiming.dk/event/11289
Søndag: https://www.sportstiming.dk/event/11331
Tilbage
Lørdag: https://www.sportstiming.dk/event/11289
Søndag: https://www.sportstiming.dk/event/11331