Gå til hoved-indhold

Dorte Balle med flot placering ved søndagens World Cup i Bogota.

03.10.2022
  • 1 af 1
    Foto: Nico van Dartel
Søndag d. 2. oktober blev årets sidste afdeling af World Cuppen i BMX kørt i Bogotá, Colombia. Her opnåede Dorte Balle (Limfjord BMX) vel nok karrierens bedste resultat.  
Dorte Balle og landstræner Klaus Bøgh Andresen havde lagt en skarp plan for hvordan løbet skulle køres. Den holdt hun sig til og det gav resultat.

Klaus Bøgh Andresen sætter disse ord på landsholdets løb i Bogotá: ”Dorte Balle lavede søndag sin første World cup finale, og hun er kun den anden danske rytter i eliteklassen der ender i en WC finale nogensinde.
Det vidner om den styrke som vi kommer med. World cuppen her i Columbia har haft et ubeskrivelig højt niveau både hos damerne og herrerne. Dorte var blandt andet oppe mod top 3 fra OL i Tokyo samt top 3 fra VM i år. Hun gjorde dermed en virkelig god figur i hendes første World cup finale hvor hun slutter som nr. 7 og i den grad sætter Danmark og Dansk BMX på verdenskortet” siger Klaus Bøgh og fortsætter: ”Rikke Balle (Limfjord BMX) viste også, at hun kan gøre sig gældende i Elite klassen. Efter en skadesperiode i starten af året, har Rikke vist en stor personlig udvikling, set over de to weekender i Colombia og slutter med 2 kvart finale pladser.
Kasper Olsson (Københavns BMX) var her i Columbia til hans første World cup nogensinde og jeg synes han laver en flot entre på WC scenen. Kasper kæmper om at komme med ind i 1/8 finalen hvilket lykkedes den sidste dag her i Bogota. Det gjorde at han sluttede som nr. 35 i dagens løb og får vigtige verdensrangliste point med hjem, dette i et ekstrem tæt løb, hvor jeg næsten vil sige at niveauet er det højeste jeg nogensinde har set.
Magnus Dyhre (Taulov BMX) har været stærkt kørende i hele sæsonen i U23. Nu er springet taget op i eliten, efter at OL kvalifikationen er startet. Magnus var hurtig og gjorde en god figur i elite klassen og han kommer herfra med 2 x 1/8 finale og 1 x ¼ finale. Det var rigtigt flot og igen viser vi at vi er på en fantastisk rejse med Dansk BMX, hvor vi for alvor begynder at gøre os gældende blandt verdenseliten”, slutter landstræner Klaus Bøgh Andresen fra Bogotá.

Jakob Sardag (Roskilde BMX) var uheldig at styrte ved en af de første træninger i Bogotá, hvor han pådrog sig et lille brud på tommelfingeren. Det gjorde desværre at Jakob dermed ikke kunne konkurrere, hvorfor han tog tidligt hjem til Danmark.

De danske resultater ved 8. afdeling af World Cuppen i Bogotá, Columbia
Dorte Balle, Limfjord BMX – nr. 7
Rikke Balle, Limfjord BMX – nr. 18
Magnus Dyhre, Taulov BMX – nr. 41
Kasper Olsson – Københavns BMX – nr. 35
Tilbage