Velkommen
Henrik Jess Jensen, Formand, Danmarks Cykle Union:
"Det er med stor forventning jeg ser frem til dette års DM i cykling. Og det med god grund. Tidligere har de forskellige Danmarksmesterskaber ligget på forskellige tidspunkter og spredt over det meste af landet, nu samles fire af cykelsportens discipliner under DM-ugen i Aalborg.
Det bliver ganske spektakulært, et stort samlende event, med deltagelse af mere end 25 idrætsgrene. Et slags mini-OL på dansk grund, som viser og hylder det bedste fra dansk eliteidræt og morgendagens sportsstjerner.
Danmarks Cykle Union stiller i stærkeste opstilling og vi kickstarter endda DM ugen én dag før de andre, idet DM i BMX køres onsdag den 22. juni, herefter følger MTB, Trial og Landevejscykling.
Sidstnævnte er repræsenteret over to dage, med den legendariske styrkeprøve, enkeltstarten torsdag kampen mod uret - den 23. juni og det helt store tilløbsstykke, linjeløbene, der afvikles for de fire deltagende UCI-klasser på én og samme dag, nemlig søndag den 26. juni. I øvrigt samme dag i det meste af verden.
De allerstørste danske ryttere, fra ind- og udland, skal kæmpe om de eftertragtede dannebrogs trøjer med tilhørende laurbærkrans - jeg forventer en kæmpe folkefest i Aalborg by og rundt på ruten, nøjagtig som det skal være til et DM! Jeg ser i den grad frem til en kulisse af glade mennesker og cykelfans, som især langs ruten og også omkring målområdet ved Aalborg Kongres og Kulturcenter, vil være med til at skabe stemning og fest. Ingen tvivl om at man som tilskuer kan se frem til masser af sport, fans og medaljer, når danmarksmesterskaberne afholdes under DM-ugen i Aalborg.
På vegne af Danmarks Cykle Union vil jeg også gerne takke Danmarks Idrætsforbund for at tage initiativ til at samle de mange idrætter på ét sted – det bliver en helt unik oplevelse – for tilskuere og fans – men ikke mindst for de deltagende atleter. Samtidig vil jeg også takke Aalborg Kommune for at I skaber rammerne for denne store sportsevent. På vegne af Danmarks Cykle Union, tør jeg godt love at det bliver stort – alene den stjernerække af danske mandlige og kvindelige ryttere i flere af cykelsportens discipliner som kan ses på helt tæt hold, er i sig selv en kæmpe oplevelse – jeg håber at mange får et minde for livet.
På gensyn til DM Ugen og DM i landevejscykling."
Thomas Kastrup-Larsen, Borgmester, Aalborg Kommune
"Jeg er rigtig glad for, at Danmarks Cykle Union også er med i stor stil, når Aalborg til sommer bliver vært for den første DM-uge til juni. Det bliver et slags mini-ol på dansk jord med 28 forskellige sportsgrene, der alle dyster om DM-titlen, og Danmarks Cykle Union deltager både med BMX, Trial, MTB og Landevejscykling. Cykelsporten får et rigtig stort og flot udstillingsvindue for de mange dygtige ryttere, bl.a. når landevejscyklingen får start og målstreg foran Aalborg Kongres & Kultur Center. Og det bliver ikke kun lokalt vi får lejlighed til at følge løbet, der kommer live-tv-transmission af samtlige 219 km. Cykelløbet bliver helt sikkert et af de helt store trækplastre både for toppen af dansk cykelsport og for publikum fra nær og fjern. Jeg glæder mig virkelig til, at hele byen kommer til at summe af hujen, hep og hurtige hjul. Dansk cykling er inde i en guldalder med flere verdensstjerner der lige nu performer på allerøverste niveau. Jeg er stolt af, at de skal dyste om DM-titlen her i Aalborg og retten til at bære dannebrogstrikoten kun en uge senere, når Tour de France rammer Danmark med tre etaper i ”Grand Départ Copenhagen Denmark 2022”. Det bliver rigtig stort for cykelrytterne, publikum og for Aalborg," siger borgmester Thomas Kastrup-Larsen
DCU's formand, Henrik Jess Jensen og DIF's formand Hans Natorp overrækker her den officielle DM trøje i Cykling , til Aalborgs borgmester Thomas Kastrup-Larsen
Foto: Lars Horn / Baghuset