Gå til hoved-indhold

31 danske ryttere er udtaget til EM

28.09.2026
  • 1 af 1
    Foto: SWpix

Den sidste målgang ved Verdensmesterskaberne i Canada er lige kørt, og nu er det tid til at rette fokus mod Ljubljana i Slovenien og EM i landevejscykling. Europamesterskaberne køres fra den 2.-7. oktober, og landstrænerne Michael Mørkøv, Mette Andersen og Michael Berling har netop sat navn på de ryttere, der skal repræsentere Danmark til det kommende europamesterskab.

Danmark kommer talstærkt til start i både elite- og ungdomskategorierne. Blandt andet takket være Mads Pedersens flotte donation, er det muligt at stille fuldt hold i alle herrekategorierne, et stærkt hold i U23 dame og udnytte en stor del af de danske kvotepladser.

”Vi kommer til EM med fulde hold i både Elite Herre, U23- og U19-klassen, og det giver os et stærkt udgangspunkt. Vi har mange ryttere, der kan spille en afgørende rolle i løbene, og ambitionen er helt klart, at vi skal være med, hvor det afgøres. Samtidig er det vigtigt, at rytterne får erfaring med at konkurrere på højeste internationale niveau,” siger landstræner Michael Mørkøv.

”Det er positivt, at vi kan stille så bredt og stærkt op på herresiden. Rytterne har forskellige kvaliteter, og det giver os flere taktiske muligheder i linjeløbene. Vi tager ikke til Ljubljana blot for at deltage. Vi tager af sted med ambitionen om at sætte vores præg på mesterskabet og kæmpe med om medaljerne,”uddyber Michael Mørkøv.

Hos kvinderne stiller vi i alt med 11 ryttere fordelt på elite, U23 og U19, hvilket er en oprustning på seks ryttere i forhold til det netop overståede VM, og udviklingen glæder Mette Andersen.

”Det glæder mig meget, at vi kan stille så bredt et hold til EM. Det er en markant oprustning i forhold til VM, og det giver os mulighed for at skabe et stærkere hold omkring rytterne og give flere danske talenter værdifuld international erfaring,” siger landstræner Mette Andersen.

”Vi har en spændende gruppe med ryttere, der både har potentiale til at levere resultater nu og til at udvikle sig videre i de kommende år. Vores ambition er, at de danske kvinder skal være synlige i løbene og turde spille offensivt med, når mulighederne opstår,”fortsætter Mette Andersen.

De danske elite- og ungdomsryttere skal både i aktion i linjeløb og enkeltstart. Mesterskaberne afholdes i Ljubljana i Slovenien fra den 2. til 7. oktober.

De danske EM-trupper

Elite Herre:

Linjeløb
Kasper Asgreen
Mikkel Bjerg
Mads Pedersen
Mikkel Honoré
Anthon Charmig
Andreas Kron
Peter Øxenberg
Frederik Wandahl

Enkeltstart
Kasper Asgreen
Mikkel Bjerg

Elite Dame:

Linjeløb
Cecilie Uttrup Ludwig
Christina Bragh Lorenzen
Solbjørk Minke Anderson

U23 Herre:

Linjeløb
Mads Landbo
Kristian Egholm
Patrick Frydkjær
Noah Andersen
Kevin Biehl
Emil Nymand

Enkeltstart
Mads Landbo
Kristian Egholm

U23 Dame:

Linjeløb
Alberte Greve
Ida Krickau
Kamma Bergholt
Olympia Norrid-Mortensen
Silje Antvorskov
Johanne Resen

Enkeltstart
Silje Antvorskov

Junior Herre:

Linjeløb
Julius Birkedal
Malthe Risbjerg
Tobias Gren
Jakob Resen
Magnus Haagensen
Marius Engelbrecht Linde

Enkeltstart
Julius Birkedal
Malthe Risbjerg

Junior Dame:

Linjeløb
Luna-Marie Weber Lau
Maia Howell

Enkeltstart
Maia Howell

Tilbage