Gå til hoved-indhold

Aalborg Cykle-Ring er igen DM-vært

27.06.2025
  • 1 af 1
    Foto: Roar Paaske
For tredje gang siden 2022 lægger Aalborg Cykle-Ring asfalt og sjæl til DM-ugen. Når de danske mesterskaber i landevejscykling endnu engang afholdes i Aalborg, er det ikke en tilfældighed, at det netop er denne klub, der står i spidsen.

Den traditionsrige klub – grundlagt i 1927 – er en af Danmarks mest aktive licenscykelklubber, og engagementet i både eliten, bredden og det frivillige arbejde gennemsyrer hele organisationen. Med et stærkt trænerteam, ugentlige fællestræninger og tre elitehold – herrer, damer og U19 – er Aalborg Cykle-Ring en klub, der favner hele cykelsportens bredde.

Men det er ikke kun på landevejen, at der bliver trådt i pedalerne. Også bag kulisserne arbejder klubbens mange frivillige i døgndrift for at få store arrangementer som DM-ugen til at lykkes.
Aalborg Cykle-Ring har hjemme på Forchhammersvej midt i byen og er samlingspunkt for både nybegyndere og elitesatsning. 

Klubben har også satset på e-cykling, som giver rytterne mulighed for at træne og konkurrere digitalt – et initiativ, der har styrket klubbens tilbud hele året rundt, også om vinteren.

Når DM løber af stablen er Aalborg Cykle-Ring igen med til at sætte byen på cykeldanmarkskortet. For klubben handler det dog ikke kun om at arrangere et mesterskab – det handler om at dele glæden ved cykling.

Tilbage