Gå til hoved-indhold

BMX-landsholdet får gode OL-point med fra New Zealand

12.02.2024
  • 1 af 1
    Foto: Nico Van Dartel
Det danske BMX-landshold har åbnet sæsonen med World Cups i New Zealand, som blev kørt i weekenden. Her fik holdet høstet nogle gode og vigtige point frem mod OL.

Landstræner Klaus Bøgh Andresen har fire ryttere med til New Zealand og Australien, hvor holdet fortsætter World Cuppen om 14 dage: Marcus Leth (U23) og eliterytterne Dorte Balle, Malene Kejlstrup og Magnus Dyhre.

"Vi får masser af vigtige point med den her weekend, og rytterne arbejder ekstremt flot hele weekenden igennem," fortæller landstræneren.

For U23-rytter Marcus Leth blev det til to flotte finalepladser i New Zealand, hvor han endte som nummer 8 både lørdag og søndag.

Blandt eliterytterne blev der hentet gode point til OL-kvalifikationen. Dorte Balle endte lørdag som nummer 6 i kvartfinalen og sluttede højere på rankingen om søndagen.

Malene Kejlstrup var i lørdagens løb første rytter ved første sving i semifinalen, men en fejl kom desværre til at koste hende en plads i finalen. Det høje niveau fortsatte dog søndag, hvor hun med flot kørsel endte lige uden for finalepladserne med en 5. plads i semifinalen.

Også Magnus Dyhre havde fart i benene, hvor han lørdag blev nummer 5 i semifinalen.

"Jeg synes virkelig, at rytterne har gjort det godt," fortæller Klaus Bøgh Andresen. "Det er fantastisk at se, hvordan vores plan har været også ift. at komme helt herned og køre World Cup og med vores forberedelser, som har været udfordret derhjemme på grund af sne osv. Så jeg er virkelig positivt overrasket over det."

De næste afdelinger af World Cuppen køres i Brisbane 24. og 25. februar.

Tilbage