Gå til hoved-indhold

Cykel-Danmark står sammen: MTB-landsholdet fortsætter i eliteprogrammet

11.11.2025
  • 1 af 1
    Foto: SugarShack MKG
Det danske MTB-landshold fortsætter som en del af eliteprogrammet takket være en fælles indsats i Danmarks Cykle Union og opbakning fra Team Danmark og CeramicSpeed. En ny løsning har skabt økonomisk råderum til at genansætte Mads Bødker som landstræner og fortsætte den sportslige udvikling.

En justering af licensgebyrerne - støttet af distrikterne - og et øget engagement fra CeramicSpeed har skabt økonomisk råderum til at holde mountainbike i det Team Danmark-støttede eliteprogram.

Et lyspunkt i en presset økonomi
Selvom DCU står i en udfordrende økonomisk situation, er MTB-landsholdets fortsatte deltagelse i eliteprogrammet et vigtigt skridt fremad, og det bekræfter, at DCU er blevet mere sammentømret i en svær tid.

”Det har været fantastisk at se, hvordan alle har arbejdet sammen for at sikre fremtiden for MTB. Det er den fælles indsats, der har gjort det muligt at fortsætte MTB-programmet, og vi er meget taknemmelige for opbakningen. Det viser, at cykelsporten er stærk, når vi står sammen,” siger Niels Bo Daugaard, direktør i DCU.

Han understreger dog, at der stadig venter et stort arbejde med at skabe en bæredygtig økonomisk model for dansk cykelsport.

”DCU’s økonomi er under stort pres. Det er den stadig, og vi skal finde løsninger for både kommercielle indtægter og indtægter fra fx kontingenter og licenser. Den nuværende økonomiske struktur er ikke holdbar – hverken for driften af DCU eller for klubberne, der afholder cykelløb og er fundamentet for alt,” forklarer Daugaard.

Overvældende opbakning og interesse
I den seneste tid har Daugaard mærket en enorm opbakning fra cykelsportens bagland – på tværs af klubber og discipliner – samt stor velvillighed fra eksterne parter, som CeramicSpeed, der har været en nøgleaktør i løsningen for MTB.

”CeramicSpeed har længe været en vigtig partner for DCU, på tværs af discipliner fx bane og  terrændisciplinerne som cross, gravel og MTB. Deres støtte og reaktion på udfordringerne har været afgørende for os. CeramicSpeed brænder helt grundlæggende for sporten og talentudviklingen. Det er et ekstremt værdifuldt partnerskab, der er blevet endnu stærkere i disse dage,” fortæller Niels Bo Daugaard. 

Han påpeger, at nye kommercielle partnerskaber – sammen med styrkelsen af de eksisterende – er afgørende for dansk cykelsports fremtid.

”Vi skal finde nye partnere, der vil støtte dansk cykelsports udvikling og sætte et markant aftryk på sporten herhjemme. Det har været overvældende at se, hvor mange både virksomheder og private, der faktisk ønsker at støtte fremtidens talenter, så jeg er meget optimistisk på den front,” understreger Daugaard.

Fornyet tro på fremtiden
Genetableringen af MTB i eliteprogrammet sker i samarbejde med Team Danmark, der med DCU’s nye økonomiske opbakning fra bl.a. CeramicSpeed også har valgt at investere midler i satsningen. Setuppet er skåret til efter de mulige økonomiske rammer, hvor Mads Bødker fremover også skal have større fokus på de unge talenter, men både DCU og Team Danmark er enige om, at det er en sportslig forsvarlig løsning.

”Denne løsning giver os mulighed for at fortsætte arbejdet mod større mål, og det har været det altoverskyggende fokus for os. Vi har et stærkt hold og en masse potentiale i MTB, og med Team Danmarks støtte er vi klar til at fortsætte jagten på succes,” fastslår Niels Bo Daugaard.

Selvom DCU er presset på penge og tid, er det en glad direktør, der har fornyet tro på fremtiden og fællesskabet.

”Det er klart, at det giver tro på fremtiden, men lige nu er jeg bare taknemmelig over, at klubberne, distrikterne og resten af DCU er rykket sammen som aldrig før. Med støtten fra Team Danmark og CeramicSpeed har vi sikret, at MTB-landsholdet fortsætter i eliteprogrammet. Og jeg ved, hvor meget landsholdet betyder for rytterne og for MTB-sporten i Danmark – og dermed for DCU," slutter Niels Bo Daugaard.

Tilbage