DCU tilbyder førstehjælpskurser til cykelklubber landet over
Sikkerhedskonsulent under Danmarks Cykle Union og Distrikt Sjælland, David Rasmussen, har i samarbejde med Distrikt Jylland-Fyn ansøgt om midler til førstehjælpkurser, og nu har man sikret 300.000 kroner fra Trygfonden.
Sikkerhed og tryghed er afgørende for afvikling af cykelløb, men i mindst lige så høj grad i forbindelse med de aktiviteter, som foregår hver eneste dag rundt i landets mange cykelklubber. Med tildelingen af 300.000 kr. fra Trygfonden, tilbyder Danmarks Cykle Union sine medlemsklubber at blive vært for ét af de ca. 40 førstehjælpskurser som udbydes via disse midler.
Kurser for både voksne og unge
Kurserne henvender sig primært til klubtrænere, kaptajner, ledere, men også kommissærer eller andre frivillige i klubben, som ønsker at blive klædt bedre på til situationer, hvor uheldet er ude.
Desuden udbydes der ca. 10 særlige førstehjælpskurser målrettet børn og unge i klubberne. Her kan B&U-medlemmer i alderen 9-14 år få et tilpasset førstehjælpskursus.
Voksenkursus: ca. 7 timer inkl. pauser og frokost
Børne- og ungdomskursus: ca. 4 timer med indhold tilpasset aldersgruppen
Vil din klub afholde et kursus?
Alle kurserne afholdes lokalt i DCU-cykelklubber. og kurserne tildeles efter først-til-mølle-princippet. Klubber, der ønsker at være værter, skal senest søndag den 5. oktober kl. 23:59 melde ind til DCU.
Som værtsklub kan man informere egne medlemmer om kurset, men pladserne er åbne for alle. DCU kobler klubbens kontaktperson sammen med instruktøren og sørger for opsætning i Sportstiming.
Tilmelding
Alle medlemmer af DCU-klubber kan tilmelde sig via Sportstiming, når kurserne offentliggøres i DCU’s kalender fra uge 43. Kurserne er gratis, men der opkræves et mindre beløb til forplejning (85 kr. + gebyr), som går til den arrangerende klub.