De danske VM-trupper i landevejscykling er udtaget
Landstrænerne Michael Mørkøv og Mette Andersen har udtaget de danske trupper til det kommende VM i landevejscykling. Med flere stærke profiler på både herre- og kvindesiden er der lagt op til en spændende VM-uge med danske medaljeambitioner.
Om en lille måned går turen over Atlanten til Canada, hvor verdensmesterskaberne i landevejscykling afvikles fra den 20. til 27. september. Her skal de danske ryttere kæmpe om medaljer i både linjeløb og enkeltstart.
Stærk herretrup med høje ambitioner
På herre elite-niveau stiller Danmark til start med en stærk trup anført af kaptajnerne Mads Pedersen og Mattias Skjelmose. Begge skal køre linjeløbet sammen med Kasper Asgreen, Mikkel Bjerg, Andreas Kron, Michael Valgren, Mikkel Honoré og Søren Kragh Andersen.
Mikkel Bjerg og Kasper Asgreen repræsenterer desuden Danmark i enkeltstarten.
Landstræner Michael Mørkøv ser frem til VM med store forventninger:
”Med stor fornøjelse har jeg kunnet vælge mellem mange af vores bedste ryttere. Det har gjort udtagelsen svær, og flere kvalificerede ryttere må desværre blive hjemme.
Med Mattias og Mads som kaptajner forventer jeg, at vi kører med om verdensmesterskabet. Mikkel og Kasper har i en årrække været blandt verdens bedste enkeltstartsryttere, og de har begge potentiale til at køre med om medaljerne.”
Fire danske ryttere i hver af U-klasserne
I U23-klassen har Danmark fire ryttere med i linjeløbet: Kristian Egholm, Mads Landbo, Patrick Frydkjær og Noah Andersen.
Mads Landbo og Kristian Egholm skal desuden repræsentere Danmark i enkeltstarten.
Det samme gør sig gældende i U19-klassen, hvor vi ligeledes stiller med fire ryttere i linjeløbet: Julius Birkedal, Malthe Risbjerg, Jakob Resen og Tobias Gren.
Julius Birkedal og Malthe Risbjerg skal også repræsentere Danmark i enkeltstarten.
”Selvom vi har seks kvotepladser i herrernes U23-løb, har vi af økonomiske årsager måttet nøjes med fire ryttere. Det er dog fire ryttere mere end sidste år, og med den danske elitemester i enkeltstart, Kristian Egholm, og U23-danmarksmesteren Mads Landbo til start i enkeltstarten kan vi også her håbe på medaljer.
I linjeløbet bliver det spændende at følge den fremadstormende Patrick Frydkjær og den helt unge Noah Andersen. Begge ryttere har vist et flot potentiale for fremtiden,” siger Michael Mørkøv.
Danske ryttere i alle tre kvindeklasser
I kvindernes eliteklasse skal Cecilie Uttrup Ludwig og Solbjørk Minke Anderson køre linjeløb for Danmark og i U23-klassen deltager Silje Antvorskov og Olympia Norrid-Mortensen i både linjeløb og enkeltstart, mens Ida Dam Fialla og Maia Howell stiller op i begge discipliner i U19-klassen.
Landstræner Mette Andersen glæder sig over, at Danmark er repræsenteret i alle tre kvindeklasser:
”Jeg er først og fremmest meget glad for, at vi kan sende ryttere til VM i alle tre kvindeklasser. Udtagelsen afspejler både den opgave, der venter på en meget krævende VM-rute i Canada, og den langsigtede retning for dansk kvindecykling.
I elitens linjeløb skal Cecilie Uttrup Ludwig og Solbjørk Minke Anderson repræsentere Danmark. De har begge leveret imponerende resultater den seneste tid, og selvom vi kun stiller med to ryttere, har vi et stærkt makkerpar, som jeg bestemt forventer kommer til at kunne være med, hvor det er sjovt.
I U23 deltager Silje Antvorskov og Olympia Norrid-Mortensen i både enkeltstarten og linjeløbet. Det er to spændende unge ryttere på vej mod næste skridt i deres karriere. De har begge gennemgået en imponerende udvikling i år, og de har begge potentialet og viljen til at kunne gå hele vejen.
I U19 stiller Ida Dam Fialla og Maia Howell til start i både enkeltstarten og linjeløbet. De har allerede opbygget værdifuld international erfaring og leveret stærke præstationer gennem sæsonen. Samtidig er de ambitiøse, arbejder målrettet og prioriterer det, der kræves for at fortsætte deres udvikling. VM bliver en vigtig mulighed for at måle sig mod verdens bedste og tage endnu et skridt mod internationalt topniveau.”
De danske VM-trupper
Herre elite
Linjeløb
- Kasper Asgren
- Mikkel Bjerg
- Mads Pedersen
- Mattias Skjelmose
- Andreas Kron
- Michael Valgren
- Mikkel Honoré
- Søren Kragh Andersen
Enkeltstart
- Mikkel Bjerg
- Kasper Asgreen
Herre U23
Linjeløb
- Kristian Egholm
- Mads Landbo
- Patrick Frydkjær
- Noah Andersen
Enkeltstart
- Mads Landbo
- Kristian Egholm
Herre U19
Linjeløb
- Julius Birkedal
- Malthe Risbjerg
- Jakob Resen
- Tobias Gren
Enkeltstart
- Julius Birkedal
- Malthe Risbjerg
Kvinder elite
Linjeløb
- Cecilie Uttrup Ludwig
- Solbjørk Minke Anderson
Kvinder U23
Linjeløb og enkeltstart
- Olympia Norrid-Mortensen
- Silje Antvorskov
Kvinder U19
Linjeløb og enkeltstart
- Ida Fialla
- Maia Howell
VM i landevejscykling
Montreal, Canada - 20.-27. september

