Folkefest og danmarksmestre på Limfjordsbroen
Et måske historisk stort felt af ryttere har i dag kæmpet om de danske mesterskabstitler på landevej. 181 herrer og 79 kvinder var tilmeldt linjeløbet, der med Limfjordsbroen som omdrejningspunkt blev kørt på en knaldhård rute med både bakker og tekniske rundstrækninger i Aalborg og Nørresundby. Et ekstra krydderi var dagens kraftige vestenvind med stormagtige vindstød.
Der blev dystet i klasserne U19 Drenge, U19 Piger, U23 Kvinder og Elite Kvinder, der kørte 129 km, mens Elite Herre måtte træde i pedalerne over 209 km, inden vinderen kunne kåres.
Danmarksmestrene 2025 er:
Elite Herrer: Søren Kragh Andersen, Lidl-Trek, bliver dansk mester. På andenpladsen holdkammeraten Mads Pedersen. Casper Pedersen, Soudal - Quick-Step, tager tredjepladsen.
Elite Kvinder: Alberte Greve, UNO-X MOBILITY, kører sig i dannebrogstrøjen. Amalie Dideriksen, Cofidis Women Team, bliver nummer to, mens Solbjørk Minke Anderson, ligeledes UNO-X MOBILITY, ender som nummer tre.
U19 Drenge: Noah Lindholm Møller Andersen, TEAM GRENKE - AUTO EDER, kan det næste år køre i den rød-hvide mesterskabstrøje. Anden mand på podiet er Aksel Storm, Team Uno-X - Carl Ras Roskilde. Holdkammeraten, Benjamin Kofoed Thestrup, tager tredjepladsen.
U19 Piger: Ida Dam Fialla, Team Nyt Syn by Fialla, er ny danmarksmester. Podiets andenplads indtages af Mathilde Cramer, Team RYTGER Carl Ras, der har selskab af teamkammeraten, Kamma Bergholt, på tredjepladsen.
U23 Kvinder: Alberte Greve, der vinder Elite Kvinder, er også hurtigst i denne klasse, så hun er nu dobbelt danmarksmester. Solbjørk Minke Anderson, UNO-X MOBILITY, kører sig ind på podiets andenplads, mens Silje Weitze Antvorskov, Team FRIIS ABC ACR, bliver nummer tre.
Du kan se alle resultaterne på sportstiming.dk
De fem nye mestre kan i det kommende år køre i den rød-hvide dannebrogstrøje.
DM i cykling er afviklet som en del af DIFs DM-uge. Den rykker næste år til Herning