Gå til hoved-indhold

Tidligere verdensmester Henrik Djernis skal stå i spidsen for cyklecrosslandsholdet frem mod VM på dansk grund

01.10.2026
  • 1 af 1
    Foto: Uggi Kaldan

Afsender: Michael K. Salbo, Formand for Cyklecrossudvalget i Danmarks Cykle Union

Dansk cyklecross styrker landsholdet frem mod VM i 2032, der afholdes ved Egeskov Slot på Fyn. Henrik Djernis bliver teamleder, mens Ann-Dorthe Lisbygd tiltræder som assisterende teamleder. Samtidig bliver arbejdstøjfirmaet ID Identity ny ”off rute” sponsor for landsholdet og det landsholdsteam, der arbejder uden for banerne.

Henrik Djernis kommer med erfaring fra international cykling på højeste niveau. Han blev verdensmester i mountainbike cross-country tre år i træk, fra 1992 til 1994, og har gennem sin karriere også sat sit præg på dansk MTB og cyklecross. Nu skal han stå i spidsen for landsholdets sportslige arbejde frem mod verdensmesterskabet i Danmark.

”Selvom det er nogle år siden, at jeg selv var aktiv, så håber jeg at kunne hjælpe rytterne med de udfordringer, de møder, når de skal køre internationalt – og især udvikle erfaringer frem mod VM 2032 på Fyn. Og jeg håber, at det vil motivere endnu flere til at komme ud og køre cyklecross,” udtaler Henrik Djernis.

Ann-Dorthe Lisbygd skal som assisterende landstræner bidrage med sin erfaring som landsholdsrytter og tidligere verdensmester i cyklecross i H40-klassen. Hendes kendskab til kravene ved internationale løb skal være med til at skabe gode rammer for rytterne både før og under konkurrencerne.

”Med Henrik og Ann-Dorthe får vi to stærke profiler, som kender cyklecross indefra. Henriks mesterskabserfaring og Ann-Dorthes erfaring fra landsholdet giver os et solidt udgangspunkt for at udvikle rytterne og holdet frem mod VM på hjemmebane,” siger Michael K. Salbo, Formand for Cyklecrossudvalget i Danmarks Cykle Union.

”Et stærkt landshold bygger også på de mennesker, der får hverdagen og løbene til at fungere omkring rytterne. Derfor er vi glade for at byde ID Identity velkommen som sponsor for hele holdet,” uddyber Michael K. Salbo.

Aftalen med ID Identity omfatter tøj til cyklecrosslandsholdet, når de ikke er på cyklerne, og til hjælperne, der støtter holdet uden for banerne. Sponsoratet skal være med til at samle holdet og skabe en tydelig dansk visuel tilstedeværelse ved løb og andre landsholdsaktiviteter. Derved supplerer ID Design løbstøjssponsoratet med Alé og udstyrssponsoratet med CeramicSpeed.

“Hos ID Identity deler vi cykelsportens ambition om konstant udvikling, dedikation og høj kvalitet. Derfor er samarbejdet med det danske cyklecrosslandshold et naturligt match, og vi er stolte af at kunne bakke op om sporten med funktionelt tøj, der også skaber en fælles visuel identitet uden for banen,” udtaler Søren Lyng fra ID Identity.

VM i cyklecross vender tilbage til Danmark i 2032. Frem mod mesterskabet vil landsholdsledelsen arbejde med at udvikle danske ryttere og styrke rammerne om deres deltagelse på den internationale scene.

Tilbage