Kvindelandsholdet klar til Copenhagen Sprint
Løbet strækker sig over 151,3 km fra Roskilde til København og byder på en unik mulighed for de danske ryttere til at konkurrere mod verdenseliten på hjemmebane.
Elitechef Morten Bennekou har udtaget følgende ryttere:
Ellen Hjøllund Klinge (Carbonbike Giordana by Gen Z)
Laura Auerbach-Lind (Team Sydbank Quooker Njord Law)
Marita Jensen (Team FRIIS ABC ACR)
Gertrud Riis Madsen (Team Aalborg Sparekassen Danmark Women)
Caroline Kirk (Team FRIIS ABC ACR)
Christina Lorenzen (Team FRIIS ABC ACR)
“Vi har udtaget et spændende landshold, fortrinsvis udvalgt blandt de hjemlige eliteryttere. Holdet består af en god blanding af rutinerede kræfter og unge talentfulde ryttere,” fortæller Morten Bennekou. ”Vi kommer ikke til Copenhagen Sprint med forventning om en absolut topplacering i et meget stærkt felt med mange World Tour-hold og -ryttere, men vi tror på og forventer, at vi kommer til at sætte et fint aftryk på løbet, og vi glæder os enormt til at køre et World Tour-løb på hjemmebane og ikke mindst til at slutte løbet af med de lokale omgange midt i København.”
Når man skal udtage ryttere til landsholdet, skal det foregå blandt ryttere fra teams, der ikke stiller til start i Copenhagen Sprint. Det betyder, at man ikke kan vælge blandt de danske professionelle kvinderyttere, da de har mulighed for at stille til start med deres egne hold. Derfor er de udtagne landsholdsryttere hovedsageligt fra danske teams, hvor de ikke kører professionelt, men kombinerer deres cykelkarriere med arbejde ved siden af.
Elitechef Morten Bennekou vil fungere som assisterende sportsdirektør under løbet, mens Anders Fialla indtager rollen som sportsdirektør.
Om Copenhagen Sprint:
Copenhagen Sprint er et nyt World Tour-løb, der hos kvinderne køres af 12 World Tour-hold samt en række Pro Teams og kontinentalhold. Løbet starter i Roskilde og afsluttes med en spændende rundstrækning midt i København, hvilket giver danske ryttere en enestående chance for at vise sig frem på den internationale scene med et hjemmepublikum i ryggen.
Bag Copenhagen Sprint står en stærk partnerkreds bestående af Københavns Kommune, Roskilde Kommune, Danmarks Cykle Union, Sport Event Denmark, Kulturministeriet, Erhvervsministeriet, By- land- og kirkeministeriet og Wonderful Copenhagen.