Kvindernes Bording Cup afgjort allerede i tredje runde
Skrevet af Team Friis ABC ACR
Kvinderne startede ud i regnvejr på de fire omgange omkring Mørkøv, vel vidende at Team Friis ABC ACR kunne slukke al spænding i det samlede klassement, da de havde ryttere på de fire første pladser.
Men klassementets nummer tre (sprinteren Caroline Kirk) stillede ikke til start, da hun havde et brækket kraveben med hjem fra Giro di Toscana.
Frederikke Asfeldt var heller ikke på startstregen. Rytteren fra Sydbank Quooker Njord Law lå på 5. pladsen, og derfor var der åbnet nye muligheder i klassementet.
Allerede på første runde blev der angrebet på bakken, og løbets definerende udbrud på 12 ryttere fik et minut ned til feltet.
Det var et blandet udbrud med ryttere fra flere af de bedste hold, hvilket lagde et stort pres på rytterne fra Team Aalborg Sparekassen Danmark og Nyt Syn by Fialla, som hele løbet igennem kæmpede bravt for at holde feltets fart oppe. På trods af en defekt så det ud til at være Ida Fiallas fortjeneste, at afstanden aldrig kom over to minutter
Da udbruddet nåede bakken for anden gang, var der et styrt forrest i udbruddets positionskamp. Det sendte adskillige ryttere i asfalten, men de fleste kom op og fik igen kontakt med udbruddet. Gertrud Riis kom på cyklen igen, men havde desværre tekniske problemer efter styrtet og måtte udgå.
Klassementets nummer fire, Silje W Antvorskov, blev kørt tilbage til udbruddet, men punkterede og blev sat og måtte trække cyklen over stregen.
Ny på Bording Cuppens samlede tredjeplads er nu den kun 18-årige Kamma Bergholt fra Team Rytger Carl Ras, som blev nummer fire i dagens løb.
Selv med en sejr i Greve på søndag, kan hun dog hverken true Christina Bragh Lorenzen eller Marita Jensen på de to forreste pladser. De to holdkammerater fra Team Friis ABC ACR har begge vundet cuppen før, og da ingen andre kan nå dem, må de indbyrdes kæmpe om 1. pladsen på søndag.
Men i denne weekend var det Christina, der vandt klart: Hun stak af fra udbruddet kort før mål og holdt hjem med et helt minut til de næste.
Udbruddets spurt blev vundet af Marita efter leadout af Agnes Bøg.
Johanne Resen fra Team Sydbank Quooker Njord Law klarede ærterne selv og sprintede sig ind som nummer 3.
I feltet kørte Sophie Nielsen Trampe fra SCC Women Elite alene væk i god tid inden opløbet og holdt lige akkurat til mål, hvor Michelle Hvid Hansen fra Team Aalborg Sparekassen Danmark var hundrededele fra at nå op.
Stillingen er nu sådan, at Team Friis ABC ACR skal rammes af uheld for ikke at genvinde både cuppen og andenpladsen. Den sidste podieplacering er dog meget mere åben og kan lige akkurat nås af ryttere fra alle hold: Hvis Asfeldt bliver klar, kan hun nå podiet, selvom hun ikke kørte dagens løb. Alberte Greve fra Uno-X kan komme hjem og vippe Kamma Bergholt af podiet. Caroline Kirk når næppe at blive ikke klar til søndag, men på 4. og 6.-pladsen ligger Agnes Bøg og Silje W Antvorskov klar til eventuelt at rydde podiet til Team Friis’ fordel.