Gå til hoved-indhold

Landsholdene og Danmarks største cykelløb skal have ny hovedsponsor

26.02.2026
  • 1 af 1

Cykelløbet Danmark Rundt skal finde en ny hovedsponsor, når PostNords sponsorat udløber ved udgangen af 2026. Det samme skal landsholdene.

Cykelløbet Danmark Rundt har i fire årtier lagt asfalt til nogle af de mest imponerende cykelpræstationer fra både danske og internationale topatleter. De seneste 30 år har først Post Danmark og siden PostNord lagt navn til både begivenheden og landsholdet, men fra 2027 skal begge dele have en ny hovedsponsor. Det betyder også, at blandt andre Jonas Vingegaard og Mads P. skal have et nyt navn på trøjen, når de stiller op for Danmark. Samarbejdet med PostNord har bidraget til en markant styrkelse af dansk cykelsport lige fra de små klubber ude i landet til kraftpræstationerne på de internationale cykelløb – noget begge parter er stolte af.

”Vi ser med stolthed tilbage på et af de længste samarbejder i dansk idrætshistorie og det løft af dansk cykelsport, vi sammen med PostNord har præsteret gennem tre årtier. De har hjulpet os på vejen mod at gøre cykelsporten til dansk folkeeje – og for at få danske cykelryttere med helt op i front af de største internationale løb. Det arbejde glæder vi os naturligvis til at forsætte med en ny partner fremover,” siger Niels Bo Daugaard, adm. direktør i Danmarks Cykle Union.

PostNord Danmark Rundt vil i sommeren 2026 blive afviklet helt som sædvanligt under sit nuværende navn, når det løber af stablen fra den 29. juli til den 2. august 2026.

Niels Bo Daugaard oplyser videre, at Danmark Rundt også i fremtiden vil være at se på de danske landeveje og i TV hver sommer, hvor en ny hovedsponsor vil få muligheden for at sætte sit navn på løbet.

Hos PostNord ser man tilbage på mange gode år som samarbejdspartner for Danmarks Cykle Union og sponsor for cykelløbet, men retter nu blikket fremad, siger Troels Veise, der er Vice President for Sales & Marketing hos PostNord Danmark.

”Vi er enormt stolte af alt det, vi har opnået i samarbejde med Danmarks Cykle Union på både den hjemlige og den internationale asfalt, og vi siger farvel til dansk cykelsport, der befinder sig helt på toppen. For os er det det rigtige tidspunkt at stoppe efter mere end 30 års sponsorat og tæt samarbejde. Vores forretning har ændret sig, og derfor er det naturligt, at vi nu retter vores blik mod nye spændende samarbejder,” siger Troels Veise.

PostNord ser frem til at afholde årets udgave af PostNord Danmark Rundt og til at følge med i dansk cykelsport fra sidelinjen fremover.

Danmarks Cykle Union ser frem til nye muligheder og nye samarbejdspartnere, som vil være med til at udvikle dansk cykelsport og Danmark Rundt, der i dag er blandt landets største og vigtigste sportsbegivenheder, samt indgå et stærkt partnerskab med en ny navnesponsor for vores olympiske landshold i landevej, bane, BMX og mountainbike. Kontaktpersoner

Danmarks Cykle Union: Niels Bo Daugaard - Direktør – niels.bo.daugaard@cyklingdanmark.dk /  31 76 61 74

PostNord: PostNords presseafdeling: presse@postnord.com

Tilbage