Mads Pedersen vinder PostNord Danmark Rundt for tredje gang
Den 5. og sidste etape af PostNord Danmark Rundt - med mål i Silkeborg - startede på den helt nye udendørs cykelbane i Hobro. Holdpræsentationen var lidt anderledes, da det var i dag feltet sagde farvel til Jakob Fuglsang, der har valgt at stoppe som professionel rytter.
Alle ryttere i feltet stod frem til startlinjen med cyklerne i espalier, som Silkeborg-rytterne kørte igennem, så han var den første, der rullede ud på løbets sidste etape.
Efter skarpstarten til de 157 kilometer peppet op med 1.600 højdemeter var alt stort set, som det plejer. Udbrud på udbud med den variant, at ni ryttere hurtigt lykkedes med at stikke væk. Det var:
Conrad Haugsted og Anders Vos Sørensen, ColoQuick Cycling, Marius Dahl og Daniel Weis Nielsen, Decathlon AG2R La Mondiale, Mads Würtz Schmidt og Jakob Fuglsang, PostNord Danmark Landsholdet, Filippo Ridolfo, Team Novo Nordisk, Mads Andersen, Airtox-Carl Ras og Mads Landbo, Team Give Steel – 2M Cycling Elite.
Undervejs har de 2,17 til feltet, men det er reduceret til 1,20, da de rammer Pøt Mølle med otte mand – Mads Würtz var ikke med pga. defekt.
Og feltet fortsætter med at æde sig ind på gruppen i front – med 42 kilometer til mål er afstanden under et minut.
Ved 36 kilometer stikker Mads Andersen fra gruppen, men bl.a. Jakob Fuglsang, Anders Vos Sørensen, Marius Dahl, Daniel Weis Nielsen og Filippo Ridolfo følger trop. De ligger ca. 16 sekunder efter, men gruppen minimeres på vej mod rundstrækningen i Silkeborg, hvor feltet også sætter turbo på pedalerne.
Og kort før første passage af målstregen er feltet samlet med Lidl-Trek i front – Søren Kragh Andersen og Mads Pedersen mere præcist - sekunderet af Matias Skjelmose, der har gashåndtaget i bund.
Der opstår huller i feltet, og så forsøger Mads Pedersen at stikke. Han får følgeskab af en mindre gruppe. Og for at gøre en lang historie kort – på sidste omgang skal der køres om etapesejren mellem Mads Pedersen, Jakob Söderqvist, Søren Kragh Andersen, alle Lidl-Trek, og Matyáš Kopecký fra Team Novo Nordisk samt Axel Zingle fra Visma Lease a Bike.
Mads Pedersen vinder og tager sin tredje etapesejr i PostNord Danmark Rundt i år og sin tredje samlede sejr i PostNord Danmark Rundt.
Dagens vinder: Mads Pedersen, (Lidl-Trek)
Vinderpodiet i PostNord Danmark Rundt 2025:
Nr. 1:Mads Pedersen, Lidl-Trek
Nr. 2. Jakob Söderqvist, Lidl-Trek
Nr. 3: Niklas Larsen, BHS-PL Beton Bornholm
Trøjerne i PostNord Danmark Rundt 2025 vindes af:
PostNord Danmarks førertrøje: Mads Pedersen, Lidl-Trek
Skodas pointtrøje: Mads Pedersen, Lidl-Trek
Driving Change in Diabetes Bakketrøje:Marius Dahl Decathlon AG2R La Mondiale Development Team
Sparekassen Danmark Ungsdomstrøje: Jakob Söderqvist, Lidl-Trek
PostNord Danmarks Fightertrøje efter 5. etape: Mads Andersen, Airtox-Carl Ras
PostNord Danmarks Fightertrøje samlet: Mads Andersen, Airtox-Carl Ras
Lidl holdkonkurrencen: Lidl-Trek