Gå til hoved-indhold

Magnus Dyhre nomineret til Årets Cykelrytter efter historisk sæson

13.11.2025
  • 1 af 1
    Foto: SWpix
Magnus Dyhre har sat nye standarder for dansk BMX med historiske resultater i 2025-sæsonen.

Magnus Dyhre er nomineret til Årets Cykelrytter (M) 2025 efter en sæson, der vil gå over i historien for dansk BMX. Han er den første danske herreelite-rytter, der har kørt sig i finalen ved både et verdensmesterskab og en World Cup. Ved VM blev han nummer seks, og i European Cup tog han tre individuelle sejre og endte samlet som nummer tre. Sæsonen rundede han af med en imponerende femteplads på verdensranglisten.

Elitechef Morten Bennekou udtaler:
"Magnus Dyhre har kørt en fantastisk flot sæson i 2025. Jeg fornærmer næppe nogen ved at sige, at det er den flotteste sæson nogensinde kørt af en mandlig dansk BMX-rytter. Først og fremmest skrev Magnus historie ved som den første danske Herre Elite-rytter nogensinde at køre sig i en VM-finale, hvor han blev en flot nummer 6. I samme tråd blev Magnus den første danske Herre Elite-rytter som kørte sig i en World Cup-finale, og derudover blev det til tre individuelle European Cup sejre og en samlet 3. plads i den gennemgående European Cup. Resultater der førte til, at Magnus slutter sæsonen som en vanvittigt flot 5. plads på den individuelle verdensrangliste. Jeg kan kun sige, at jeg med den sæson glæder mig til at se næste afsnit i føljetonen."

Om Årets Cykelrytter
Den hæderfulde pris Årets Cykelrytter har siden 1976 været en fast tradition i dansk cykelsport og gives til de ryttere, der har leveret de mest imponerende resultater i det forgangne år. Prisen har siden 2021 været opdelt i to kategorier – én for mandlige ryttere og én for kvindelige ryttere.

De nominerede er udvalgt af elitechef Morten Bennekou og de danske landstrænere. Licenshavere under DCU har stemmeret, når vinderen skal findes blandt de nominerede.

Indtil videre er følgende nomineringer offentliggjort:

Årets Cykelrytter (M)
Jonas Vingegaard
4000 meter-holdet
Mattias Skjelmose
Niklas Larsen
Magnus Dyhre

Årets Cykelrytter (K)
Malene Kejlstrup
Amalie Dideriksen

Tilbage