Ny cykellinje på Tre Falke Skole giver unge ryttere nye muligheder
I august 2025 åbnede Tre Falke Skole på Frederiksberg en helt ny cykellinje i samarbejde med ABC København – et initiativ, der markerer et vigtigt skridt i skolens udvikling som idrætsprofilskole. Det er første gang, skolen tilbyder en linje målrettet cykling, og allerede fra start har den skabt begejstring blandt både elever og trænere.
Cykellinjen er rettet mod elever i 7.-9. klasse og giver mulighed for at kombinere skolegang med en tids- og træningskrævende sport. Eleverne får adgang til disciplin-specifik morgentræning flere gange om ugen, ledet af professionelle trænere, samtidig med at skoleskemaet tilpasses, så der er plads til både restitution og faglig fordybelse.
I første omgang er fem ryttere fra ABC København samt en enkelt rytter fra Holte Mountainbike Klub startet på linjen. Ambitionen er dog klar: Tre Falke Skole og ABC København ønsker at tilbuddet skal gælde for ryttere fra hele hovedstadens cykelmiljø og etablere et stærkt fællesskab, hvor uddannelse og sportslig udvikling går hånd i hånd.
Skoleleder Brian Jørgensen glæder sig over udviklingen: “Vi ser cykellinjen som en naturlig udvidelse af vores idrætsprofil. Det er afgørende for os at skabe et skolemiljø, hvor elever med stærke sportslige ambitioner får mulighed for at forfølge deres passion uden at gå på kompromis med deres faglige udvikling. Samarbejdet med ABC København styrker det professionelle fundament og skaber nye muligheder for unge cykelryttere.”
Også hos ABC København er forventningerne høje. Christian Bøhlke, B&U-ansvarlig i klubben, understreger betydningen af samarbejdet: “Cykellinjen på Tre Falke Skole er et stort skridt for talentudviklingen i dansk ungdomscykling. Vi ved, at mange unge ryttere kæmper med balancen mellem sport og skole, og her skaber vi en ramme, hvor begge dele kan trives. Ofte er unge cykelryttere alene i deres skoleklasser, men her giver vi dem mulighed for også at have et cykelfællesskab, som rækker ind i klasseværelset. Sammen med skolen bygger vi bro mellem uddannelse og eliteidræt og gør det muligt for flere unge at blive i sporten længere.”
Er man nysgerrig på cykellinjen, er der informationsmøde torsdag den 15. januar 2026 kl. 16.30 – 18.00. Der optages ikke kun nye elever i 7. klasse – det er også muligt at starte på nogle af de større årgange.
Med cykellinjen tager Tre Falke Skole og ABC København et vigtigt fælles skridt i retningen af at styrke talentudviklingen og skabe bedre vilkår for unge cykelryttere i hovedstaden.

