Gå til hoved-indhold

Robin Skivild udtaget som sidste rytter til PostNord Danmark Rundt-landsholdet

01.08.2025
  • 1 af 1
    Foto: SWpix
Banelandsholdsrytter fuldender en stærk dansk trup til et historisk PostNord Danmark Rundt, hvor Jakob Fuglsang kører karrierens sidste professionelle løb.

Cheflandstræner Michael Mørkøv har nu sat navn på den sidste rytter til årets PostNord Danmark Rundt-landshold. Robin Skivild, europamester i 4000 meter holdforfølgelse, fuldender syvmands-truppen, som blandt andet tæller Jakob Fuglsang, der med dette løb sætter punktum for sin professionelle karriere.

"Robin er en verdensklasse banerytter og en fast del af vores banelandshold. Derudover er han en stærk landevejsrytter, hvilket han senest viste til DM, hvor han blandede sig med de bedste professionelle," siger Michael Mørkøv om Odense-rytteren.

PostNord Danmark Rundt 2025 bliver ikke kun et sportsligt højdepunkt, men også et farvel til én af dansk cyklings helt store profiler. Jakob Fuglsang, tredobbelt vinder af løbet (2008, 2009, 2010), kører sit sidste professionelle løb, og afrunder dermed en lang og imponerende karriere, der blandt andet tæller OL-sølv og sejre i nogle af verdens største løb. Løbet afsluttes i Silkeborg - Fuglsangs hjemby.

Landsholdet til PostNord Danmark Rundt består af:

  • Jakob Fuglsang (UC Monaco)
  • Julius Johansen (UAE Team Emirates – XRG)
  • Anders Foldager (Jayco AlUla)
  • Mads Würtz (Randers Cykleklub)
  • Theodor Clemmensen (Red Bull - BORA - hansgrohe Rookies)
  • Gustav Wang (XDS Astana Development team)
  • Robin Skivild (Cykling Odense)

Løbet køres fra 12. til 16. august og byder på fem etaper:

  • 1. etape: Nexø - Rønne
  • 2. etape: Rødovre - Gladsaxe
  • 3. etape: Kerteminde (enkeltstart)
  • 4. etape: Svendborg - Vejle
  • 5. etape: Hobro - Silkeborg

Med Robin Skivild som sidste brik er et stærkt dansk landshold klar til at jagte etapesejre og klassementsplaceringer.

Tilbage