Gå til hoved-indhold

To danske herreryttere kvalificeret til VM-finalen i e-cykling

09.09.2024
  • 1 af 1
    MyWhoosh
Fredag aften sikrede de danske cykelryttere Bjørn Andreassen og Michael Knudsen sig en plads i VM-finalen i e-cykling, som afholdes den 26. oktober i Abu Dhabi på MyWhoosh-platformen. Efter en sublim holdindsats klarede begge ryttere sig flot gennem de udfordrende semifinaler og er nu blandt de 20 bedste i verden, der skal kæmpe om verdensmestertitlen.

Med stærke repræsentanter hos både herrerne og kvinderne kørte landsholdet efter en veltilrettelagt taktik fra Danmarks Cykle Unions Martin Wang Hjørngaard. Taktikken for herrerne var klar: Landsholdet skulle angribe fra front af flere omgange for at skabe pres på konkurrenterne og aflevere kaptajnerne i en fordelagtig position; et holdarbejde, som ligeledes bidrog til Danmarks triumf sidste år, hvor Bjørn Andreassen tog regnbuetrøjen.

Selvom alle rytterne sad i hver deres paincave og svedte i hver deres hjem, arbejdede de danske herrer tæt sammen som et hold. Nogle ryttere agerede som hjælperyttere og gjorde en imponerende indsats for at sikre, at Danmark nu er repræsenteret med to stærke finalister.

Semifinalerne bestod af to heats på MyWhoosh-platformen, hvor rytterne konkurrerede om point undervejs. I det første heat blev der kæmpet om point i tre indlagte spurter, med dobbelt point ved målstregen. I andet heat var der fire spurter, og her var den danske taktik at køre fuld gas fra bunden af den afgørende bakke. Denne strategi viste sig at være yderst effektiv, da både Andreassen og Knudsen kørte sig ind blandt de bedste.

Bjørn Andreassen, forsvarende verdensmester i e-cykling, udtaler: "Forventningen er, at trøjen bliver i Danmark. Så må vi se, om det bliver Knudsen eller mig, der får den på. Vi vil begge to meget gerne have trøjen med hjem til Danmark."

Med to stærke danske ryttere i finalen ser det lovende ud for Danmark ved det kommende verdensmesterskab i Abu Dhabi. Der er store forhåbninger om, at regnbuetrøjen endnu en gang kan bæres af en dansk rytter.

Det lykkedes desværre ikke for de danske kvinder at sikre en plads i finalen.

Tilbage