VM-truppen udvides med to ryttere
Det er nu blevet muligt at udfylde alle seks danske kvotepladser i herrernes U23-linjeløb ved VM i landevejscykling i Canada. Den danske VM-trup udvides derfor med to U23-ryttere i form af Emil Nymand og Kevin Biehl, der skal repræsentere Danmark i Montreal senere på måneden.
Udvidelsen er blevet mulig gennem et grundigt og sparsommeligt arbejde i den sportslige elitesektor samt en flot donation fra den danske cykelstjerne Mads Pedersen, der blandt andet har doneret personlige effekter til en auktion.
Mads Pedersen har sat nogle af sine historiske affekter fra årets Tour de France på auktion hos Lauritz.com til fordel for at få flere ungdomsryttere med til VM og EM. Auktionen er fortsat i gang og løber frem til onsdag: https://www.lauritz.com/da/auctions/themes/mads-p-auktion
Med de to ekstra udtagelser er vi nu i stand til at udfylde alle vores kvotepladser i U23-linjeløbet og dermed skabe de bedst mulige rammer for de danske ungdomsryttere ved verdensmesterskaberne.
Landstræner Michael Mørkøv har arbejdet målrettet for at få de to ekstra ryttere med til VM:
”Jeg har arbejdet for, at det her kunne blive en realitet hele året, og gennem et sparsommeligt arbejde i den sportslige elitesektor og ikke mindst et stort bidrag fra Mads Pedersen er det nu lykkedes. Og det gør mig utrolig glad og stolt.
Det er to ryttere, jeg hele tiden gerne har villet have med, men budgettet har tidligere forhindret det. Det er nu lykkedes at finde en løsning, og derfor kan vi udvide truppen med Emil Nymand og Kevin Biehl.”
Emil Nymand kører for NSN Cycling Teams udviklingshold, mens Kevin Biehl til daglig repræsenterer det italienske hold General Store–Essegibi–Curia. Begge ryttere har leveret stærke præstationer i nogle af sæsonens største U23-løb.
”Emil Nymand og Kevin Biehl har begge leveret flotte resultater i Giro Next Gen og Giro della Valle d’Aosta, som er blandt de største og mest prestigefyldte U23-løb. Derfor glæder det mig helt vildt, at vi nu kan give dem muligheden for at blive en del af VM-truppen.
Jeg er overbevist om, at det får stor betydning for begge rytteres videre udvikling og fremtid, at de får mulighed for at køre et verdensmesterskab. De er begge lette ryttere, som bør kunne begå sig godt på ruten i Montréal. Alt i alt er det en fantastisk nyhed.”
Opdateret dansk U23-trup
Linjeløb
- Kristian Egholm
- Mads Landbo
- Patrick Frydkjær
- Noah Andersen
- Emil Nymand
- Kevin Biehl
Enkeltstart
- Mads Landbo
- Kristian Egholm
Mads Pedersens genstande er stadig på auktion, og auktionen løber frem til onsdag, hvorfor du fortsat har mulighed for at bidrage til fremtidens danske cykelstjerner.

